Gå til hovedindhold
/ Sensorer

Internet of Things og sensorer

Der er typisk sensorer i Internet of Things (IoT)-systemer, hvor fysiske enheder og software arbejder sammen for at automatisere og strømline processer. Data indsamlet fra sensorer kan indgå i intelligente systemer, hvor målingerne kan skabe indsigt eller udløse en given handling.

  • Læs op

Indhold

    Udover apparater som computere, tablets og smartphones hører diverse sensorer til typen af apparater under betegnelsen IoT. Som eksempler på sensorer kan nævnes automatiske faldsensorer, som tilkalder hjemmehjælpen, hvis en borger falder og automatiske regnsensorer, der lukker vinduer, hvis det regner.

    I IoT indgår sensorerne i skabelsen af et automatiseret og intelligent system, hvor bestemte målinger fra sensorerne viderekommunikeres og udløser en given handling. Ved at forbinde apparater og sensorer til et fælles netværk øges mulighederne for brugen af denne teknologi eksponentielt. På baggrund af indsamlede data og målinger fra sensorer og apparater kan der opstilles skræddersyede og eventuelt automatiserede handlinger, som udløses, når et givet kriterie er opfyldt.

    Anvendelsesmuligheder i kommunerne

    Med sensorer, der kan registrere fald og stemmestyrede assistenter, der kan styre ting i hjemmet, kan man give mere tryghed for ældre eller svage borgere og deres pårørende. I kommunernes bygninger kan sensorer understøtte optimal og energieffektiv udnyttelse og hjælpe til at skabe et godt indeklima.

    I byrummet kan sensorer fortælle om blandt andet fyldte skraldespande og monitorere graden af luftforurening. Gennem denne data kan byens drift optimeres og automatiseres med henblik på fx  at drive byen mere effektivt og nedbringe forurening og CO2-udledning. IoT er en central teknologi for Smart Cities. Og den leverer ofte vigtige data til skabelsen af såkaldte digitale tvillinger.

    Udfordringer

    En hovedudfordring indenfor IoT og sensorer er, at det kræver et ret avanceret teknisk setup at kunne indsamle, transmittere, sammenstille, analysere og fortolke store mængder af realtidsdata. Mange kommuner oplever således, at IoT og sensorer er en dyr teknologi at anvende, og der efterspørges viden om tekniske løsninger, sikkerhed. Behovet for standarder er stort for at sikre, at IoT-data kobles sammen med kommunernes øvrige data.

    Fælleskommunal indsats

    Under Kommunernes Digitaliseringsprogram 2021-2025 er der igangsat en fælleskommunal indsats for IoT. Fokus er på at løse en række af de udfordringer, som kommunerne oplever. 

     

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Søren Nørgaard Madsen

    Digitalisering & Teknologi

    Telefon: +45 3370 3633

    E-mail: snma@kl.dk

    Relateret indhold