Kontakt
Marie Aggerstrøm Hansen
AI- & Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3546
E-mail: maah@kl.dk
Se hvilke teknologier der bliver brugt på økonomi- og administrationsområdet og læs mere om udvalgte teknologier.
Se radaren og de øvrige fagspecifikke radarer længere nede på siden.
På økonomi- og administrationsområdet bliver der især brugt teknologi, som understøtter det administrative arbejde. Der er særligt mange kommuner, som har stor glæde af RPA-teknologi (Robotic Process Automation). Andre kommuner har også god erfaring med brugen af machine learning og AI-assisterede fagsystemer.
I forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen bag Teknologiradaren 2026 har økonomichefer svaret på, hvilke teknologier der har skabt eller forventes at skabe størst værdi hos dem på deres fagområde.
Den absolutte topscorer ift. værdiskabelse på økonomi- og administrationsområdet er RPA, som 40 procent af respondenterne mener er den teknologi, der har skabt størst værdi. Sidste år angav 84 procent, at de havde teknologien i drift, mens andelen i år er steget til 86 procent.
RPA understøtter administrative opgaver såsom betaling af regninger, beregninger af ydelser, udsendelse af breve, flytning af data mellem systemer og fordelingspostkasser mv. Flere kommuner har i dag udviklet RPA-løsninger, der anvendes bredt i organisationen.
En kommune skriver om brugen af RPA:
”Vi bruger RPA til at automatisere bl.a. barselsprocesser, registrering af omsorgsdage, AKUT-refusion og journalisering af mails.”
32 procent af respondenterne udpeger AI-assisterede fagsystemer som den mest værdiskabende teknologi i fremtiden. Denne type AI-løsning kan bruges til fx at foreslå tekst, strukturere journalnotater eller give overblik i sager.
En kommune påpeger teknologiens brede anvendelsesmuligheder:
”Vi benytter bl.a. AI til at lave udkast til lønsammensætning ved nyansættelser. Vi overvejer også at bruge teknologien til understøttelse af de medarbejdere, der tager opkald i kontaktcenteret for løn, jura og personale, fx ved at finde relevante sager eller info i realtid baseret på, hvad der siges i samtalen.”
Flere kommuner bruger chatbots som en hjælp til medarbejdere. De anvendes blandt andet til at læse korrektur, opsummere tekster og besvare spørgsmål om interne vejledninger og materialer. Nogle kommuner undersøger også mulighederne for at tilbyde chatbots til borgere.
Mange kommuner har automatiseret faste opgaver som betaling af regninger, udbetaling af småbeløb eller kontrol af data. Eksempelvis kan en robot indsætte oplysninger på en regning eller overvåge økonomisystemer, så fejl undgås. Det frigiver tid, der ellers ville være brugt på rutinearbejde.
Flere kommuner bruger teknologien til at genkende mønstre i regninger og foreslå, hvordan de skal bogføres. Det betyder, at en stor del af regningerne kan behandles automatisk, og medarbejderne kun skal tjekke de svære tilfælde.
Video bruges både til intern oplæring, hvor der laves instruktionsfilm til økonomi- og analysesystemer, og til digitale møder og samtaler, fx i hjemmeplejen.
Nogle kommuner har udviklet chatbots til særlige områder, fx økonomisystemer. De kan svare på spørgsmål, hjælpe med kontering eller guide i brugen af systemer. Funktionerne bliver løbende udbygget i takt med erfaringer.
Flere opgaver flyttes til skyen, hvor data kan behandles og præsente-res på en måde, der gør det lettere at træffe beslutninger. Det bruges bl.a. til opgaver med kontrol og databehandling.
Nogle økonomisystemer indeholder allerede hjælpemekanismer, der automatisk kan bogføre bilag. Derudover er kommuner nysgerrige på at bruge AI-funktioner, som kan hjælpe borgere med opgaver som at skrive ansøgninger.
Nogle kommuner har udviklet små agenter, der kan hente oplysninger fra officielle kilder og sammenligne dem med interne data. Det giver fx et hurtigt overblik over ændringer i økonomiregler.
(Andel af respondenterne i %)
(Andel af respondenterne i %)
AI- & Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3546
E-mail: maah@kl.dk