Gå til hovedindhold
/ Teknologier

Kommunernes Teknologiguide til patientsikkerhed

Se eksempler på velafprøvede teknologiske løsninger, der kan forbedre patientsikkerheden via tidlig opsporing og understøtte sikker medicinhåndtering og fagligt samarbejde. Data er hentet fra Kommunernes Teknologiguide på sundheds- og ældreområdet.

7. jan. 2026
Diagrammet viser en oversigt over teknologier, der styrker patientsikkerhed. Teknologierne AI til tidlig opsporing, datadrevet pleje, intelligent drikkeglas og AI-sensorløsning er knyttet til kategorien tidlig opsporing. Teknologierne dosidispensering og automatiseret medicinhåndtering er knyttet til kategorien medicinering. Teknologierne digitalt skriveværktøj og digital læringsplatform er knyttet til kategorien vidensdeling og fagligt samarbejde.

Indhold

    Kommunernes Teknologiguide på sundheds- og ældreområdet viser, hvordan kommuner bruger teknologi til at styrke centrale forhold for både borgere, pårørende og medarbejdere.

    Et af guidens fem temaer er patientsikkerhed. Her finder du konkrete eksempler på løsninger som AI til tidlig opsporing og tekst- og talegenkendelse, der kan gøre behandling mere sikker og understøtte bedre beslutninger i plejen.

    Temaet er med i guiden, fordi arbejdet med patientsikkerhed er en kerneopgave i ældreplejen og mange borgere, pårørende og medarbejdere også peger på, at arbejdet med patientsikkerhed er afgørende i hverdagen. Derfor har KL indhentet beskrivelser af kommunale løsninger, der kan bidrage til at styrke patientsikkerheden.

    Det viser analysen om patientsikkerhed

    Kommunernes Teknologiguide bygger på en AI-støttet semantisk analyse af tusindvis af opslag fra sociale medier og nyhedssider, udarbejdet af Will & Agency for KL. Analysen viser, at patientsikkerhed fylder meget for borgere, pårørende og medarbejdere – og at det derfor er et vigtigt tema i ældreplejen.

    Medarbejdere og pårørende efterspørger især mere overblik og tydelig sammenhæng i plejen. I en travl hverdag kan mange skift og mange involverede fagpersoner gøre det svært at sikre, at alle detaljer følges og deles. Det kan udfordre både koordinering, kvalitet og medarbejdernes faglige stolthed.

    Når flere fagpersoner er inde over samme borger, opstår der også et behov for stærk og løbende vidensdeling, så ændringer i borgerens tilstand hurtigt bliver opdaget og håndteret.

    Analysen peger derfor på, at teknologi kan spille en vigtig rolle i at skabe mere overblik, kontinuitet og tryghed, og at teknologiske løsninger samtidig kan understøtte arbejdet og øge både kvaliteten og sikkerheden – til gavn for både borgere og medarbejdere.

    Samlet set viser analysen tre centrale områder, hvor teknologi kan understøtte og styrke patientsikkerheden: Tidlig opsporing, medicinhåndtering og behandling samt vidensdeling og samarbejde.

    Kommunernes løsningsbeskrivelser inden for patientsikkerhed

    Kommunernes løsninger rummer alt fra AI-baserede sensorløsninger til dosisdispensering, og de fordeler sig i kategorierne tidlig opsporing, medicinering og behandling samt vidensdeling og fagligt samarbejde – afhængig af deres primære værdiskabelse. De fremgår af boksene herunder.

    Løsninger der styrker tidlig opsporing

    Se cases fra kommunerne herunder.

    Fredensborg Kommune har i samarbejde med Nordic Health Lab afprøvet en AI-sensorløsning til digitalt tilsyn på plejehjem. Løsningen anvender intelligent monitorering til at opdage og forebygge fald hos beboere.

    Afprøvningen omfattede forberedelse gennem dialog med borgere og pårørende, opsætning af systemet og gennemførelse af baseline-målinger for at identificere mørketal for fald. 

    Løsningen har været i drift siden august 2024 til november 2025, og kommunen oplevede værdi allerede efter cirka én måned.

    Resultater

    • Antallet af fald halveret i løbet af 3-4 måneders afprøvning
    • Borgeres fald i egen bolig bliver nu opdaget, hvor de tidligere ikke altid blev registreret
    • Bedre overblik over borgernes bevægelsesmønstre og behov
    • Forbedret kvalitet og tryghed i pleje

    Værdiskabelse

    Borgere:
    ✔ Øget tryghed i hverdagen
    ✔ Bedre mulighed for at bevare funktionsevne og livskvalitet
    ✔ Øget tillid til plejen og sundhedssystemet 
    ✔ Bedre mulighed for at tilpasse plejen til borgerens behov

    Medarbejdere: 
    ✔ Bedre overblik over borgernes helbredstilstand
    ✔ Lettere og hurtigere faglige vurderinger
    ✔ Mere præcise data som grundlag for beslutninger
    ✔ Øget faglig tryghed og kvalitet i arbejdet

    Kommune:  
    ✔ Frigørelse af tid til andre opgaver i plejen
    ✔ Øget kvalitet i dokumentation og sagsbehandling
    ✔ Styrket beslutningsgrundlag via løbende aktivitetsdata
    ✔ Øget effektivitet og koordination i indsatsen 

    Juridiske overvejelser

    Fredensborg Kommune gennemførte et længere forløb med risikovurdering og konsekvensanalyse som følge af løsningens AI-komponenter. I afprøvningsperioden trådte en ny bekendtgørelse i kraft (1. januar 2025) om tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger.

    Bekendtgørelsen tillader anvendelse af teknologier til monitorering af bevægelse, lyd og billeddata, så længe betingelserne i serviceloven (§§ 124, 128 b og 136 e) er opfyldt.

    Kontaktperson

    Christian Mørkegaard Gertsen, specialkonsulent, digitalisering
    E-mail: chger@fredensborg.dk

    Læs mere

    Læs denne rapport for at få mere viden om afprøvningen af løsningen i Fredensborg Kommune

    Gentofte Kommune anvender et AI-understøttet beslutningsværktøj til tidlig opsporing af sygdomstegn hos ældre borgere i hjemmeplejen. 

    Løsningen anvender data fra kommunens omsorgssystem, herunder observationer, faldregistreringer, triagefarver og tidligere indlæggelser, til at identificere borgere i risiko for forværring i helbredet. En gang om ugen gennemgår sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter de borgere, som systemet peger på, og iværksætter relevante indsatser.

    Implementeringen har tydeliggjort behovet for at præcisere forløbsansvaret for den enkelte borger og styrke samarbejdet på tværs af faggrupper.

    Løsningen blev taget i brug i august 2024. Før implementeringen blev der gennemført to pilotafprøvninger på 10 uger. Allerede i løbet af de første 10 uger blev der observeret effekt, særligt i forebyggelse af urinvejsinfektioner og fald.

    Resultater

    • Bedre søvn blandt borgere
    • Større trivsel blandt borgere
    • Bedre arbejdsmiljø for medarbejdere
    • Optimering af det rehabiliterende og tværfaglige samarbejde

    Værdiskabelse

    Borgere:      
    ✔ Hurtigere opdagelse af sygdom eller forværring i helbred
    ✔ Indikation på færre hospitalsindlæggelser
    ✔ Bedre mulighed for at bevare funktionsevne og livskvalitet

    Medarbejdere:
    ✔ Bedre overblik over borgernes helbredstilstand
    ✔ Lettere og hurtigere faglige vurderinger
    ✔ Mere præcise data som grundlag for beslutninger

    Kommune:    
    ✔ Øget kvalitet i dokumentation og sagsbehandling
    ✔ Tidlig indsats så borgers habituelt niveau fastholdes og derved ikke øge hjælpen
    ✔ Reducerede udgifter til akutte indsatser og hospitalsindlæggelser

    Juridiske overvejelser

    Der er udarbejdet en konsekvensanalyse og risikovurdering, men ikke en databehandleraftale, da leverandøren ikke har adgang til data. Derudover er der udviklet en driftshåndbog til samarbejdet med IT samt en systemhåndbog til systemejer og systemadministrator.

    Kontaktperson

    Lene Sørensen, udviklingssygeplejerske 
    E-mail: ler@gentofte.dk

    Aarhus Kommune anvender et intelligent drikkeglas som en teknologisk løsning til at opspore, forebygge og behandle dehydrering hos ældre borgere i kommunen. Glasset (IoT) måler, hvor meget borgeren drikker, og kan (hvis ønsket) nudge borgeren ved hjælp af lyd og lyseffekter.

    Løsningen blev først testet som pilotprojekt i september 2023 og implementeringen forventes start 01.02.26 og slut 01.01.28.

    Resultater

    • Evalueringsrapport (2023-2024) viste stigning i henholdsvis funktionsniveau (20 ud af 27 borgere) og livskvalitet (24 ud af 27 borgere)
    • Tidsbesparelse på 48 procent, når man sammenligner løsningen med væskeregistrering på papir
    • Større oplevelse af selvstændighed hos borgeren
    • Større tryghed hos borger med væskerestriktioner

    Værdiskabelse

    Borgere:      
    ✔ Øget tryghed og sikkerhed i hverdagen
    ✔ Hurtigere opdagelse af sygdom eller forværring i helbred
    ✔ Bedre mulighed for at bevare funktionsevne og livskvalitet
    ✔ Større oplevelse af sammenhæng

    Medarbejdere:
    ✔ Lettere og hurtigere faglige vurderinger
    ✔ Mere præcise data som grundlag for beslutninger
    ✔ Øget faglig tryghed og kvalitet i arbejdet
    ✔ Bedre overblik over borgernes helbredstilstand
    ✔ Tidsbesparende og effektiv

    Kommune:    
    ✔ Styrket beslutningsgrundlag via løbende sundhedsdata
    ✔ Kvalitetsløft i dokumentation og sagsbehandling
    ✔ Reducerede plejebehov eller færre timer til praktisk hjælp
    ✔ Økonomiske gevinster i form af indlæggelser og genindlæggelser
    ✔ Effektiv ressourceudnyttelse

    Kontaktperson

    Thomas Kristian Nygaard Hansen, projektleder
    E-mail: hnkt@aarhus.dk

    Sønderborg Kommune anvender et datadrevet beslutningsstøtteværktøj på plejecentre. Værktøjet gør det muligt for medarbejderne at følge borgernes trivsel og funktionsniveau via en sensor, som registrerer og sender data om borgernes aktivitet. Løsningen bidrager til at styrke den faglige kvalitet og skabe et fælles grundlag for dialog mellem personale, borgere og pårørende.

    Løsningen blev først implementeret på ét plejecenter i 2021, hvor erfaringerne dannede grundlag for en efterfølgende udbredelse til kommunens øvrige otte plejecentre. Efter omkring et år oplevede medarbejderne tydelig værdi i form af bedre faglig kvalitet og et mere systematisk udgangspunkt for pleje og opfølgning.

    Resultater

    • Styrket faglig kvalitet gennem datadrevet arbejde
    • Færre subjektive vurderinger og større ensartethed i plejen
    • Positivt samspil mellem personale, borgere og pårørende

    Værdiskabelse

    Borgere: 
    ✔ Øget tryghed i hverdagen
    ✔ Hurtigere opdagelse af sygdom eller forværring i helbred
    ✔ Bedre mulighed for at bevare funktionsevne og livskvalitet

    Medarbejdere:
    ✔ Lettere og hurtigere faglige vurderinger
    ✔ Mere præcise data som grundlag for beslutninger
    ✔ Øget faglig tryghed og kvalitet i arbejdet

    Kommune:
    ✔ Styrket beslutningsgrundlag via løbende sundhedsdata
    ✔ Øget effektivitet og koordination i indsatsen

    Juridiske overvejelser

    Der er gennemført en tæt godkendelsesproces i samarbejde med digitaliseringsafdelingen i kommunen. Borger og pårørende giver samtykke, inden teknologien tages i brug.

    Kontaktperson

    Helena Helleshøj, sygeplejerske i velfærdsteknologiteamet
    E-mail: heri@sonderborg.dk

    Ellen Langager Kristensen, velfærdsteknologi konsulent 
    E-mail: elkr@sonderborg.dk

    Løsninger der styrker medicinering og behandling

    Se cases fra kommunerne herunder.

    Ringkøbing-Skjern Kommune benytter dosisdispensering som en måde at styrke patientsikkerheden og effektivisere medicinhåndteringen. Når borgernes medicin dosisdispenseres, modtager de medicinen i dosispakker fra apoteket, hvilket reducerer behovet for manuel dosering og mindsker risikoen for fejl.

    Indsatsen har både styrket borgernes ejerskab over eget liv og reduceret den tid, medarbejderne bruger på manuelle opgaver.

    Løsningen har været i drift i mange år, men der har været et øget fokus på den siden 2025. Alle sygeplejeenheder har været involveret i arbejdet og har fulgt data tæt med månedlige opdateringer. En hjemmeplejeenhed har arbejdet målrettet med at øge antallet af borgere, der får dosisdispenseret medicin, gennem forbedringsmetoden. Gevinsterne har været tydelige i kommunen.

    Resultater

    • Andelen af borgere på 75+ år, der får dosisdispenseret medicin, er steget fra 9,7 % i juli 2024 til 12,5 % i juli 2025
    • I den enhed, der anvendte forbedringsmetoden, fik 47 procent af borgerne, som modtog hjælp til medicinhåndtering, dosisdispenseret medicin i juli 2025
    • I samme periode blev den tid, der blev brugt på manuel medicindosering, mere end halveret
    • Mindre fysisk belastning i arbejdet med medicin, da sygeplejerskerne ikke længere skal trykke tabletter ud af blisterpakninger
    • Øget patientsikkerhed gennem mere ensartet og sikker medicinhåndtering.
    • Styrket borgerinddragelse, da flere borgere selv tager større ansvar for deres medicin.

    Værdiskabelse

    Borgere:
    ✔ Øget medicinsikkerhed og færre fejl
    ✔ Øget selvstændighed og uafhængighed af sygeplejen

    Medarbejdere:
    ✔ Øget patientsikkerhed og tryghed ved medicinhåndtering
    ✔ Lettere arbejdsgange og dokumentation
    ✔ Forbedret fysisk arbejdsmiljø
    ✔ Mulighed for at prioritere de faglige ressourcer på borgernære opgaver

    Kommune:
    ✔ Reducerede omkostninger
    ✔ Øget kvalitet i behandling og medicinhåndtering
    ✔ Reduktion i medicinsk affald og emballage
    ✔ Frigivelse af faglige kompetencer til borgernære opgaver

    Kontaktperson

    Helene Tarp Børgaard, konsulent på IT-området i Sundhed og Omsorg
    E-mail: helene.boergaard@rksk.dk

    Camilla Bruun Højhuse, konsulent i sygeplejen
    E-mail: camilla.hojhus@rksk.dk

    Hjørring Kommune anvender en automatiseret løsning til sikker medicinhåndtering i borgernes hjem. Borgeren får installeret en pilleautomat, der doserer den rette medicin og minder borgeren om at tage den. Hvis medicinen ikke bliver taget, sendes der automatisk besked til personalet, så de kan følge op.

    Løsningen mindsker risikoen for fejl, frigør tid for medarbejderne og styrker borgernes selvstændighed.

    Den blev taget i brug i 2017/2018 som en del af et fælles nordjysk samarbejde om indkøb og implementering af velfærdsteknologi.

    Resultater

    • Systematisk og sikker håndtering af medicin
    • Mindre behov for manuelle processer i medicindosering
    • Frigjorte ressourcer i hjemmeplejen
    • Dokumenterede økonomiske gevinster

    Værdiskabelse

    Borgere:         
    ✔ Øget medicinsikkerhed og færre fejl
    ✔ Øget tryghed omkring behandling og medicin
    ✔ Færre bivirkninger eller utilsigtede hændelser
     
    Medarbejdere:
    ✔ Øget sikkerhed og tryghed ved medicinhåndtering
    ✔ Færre fejl og mindre ansvarspres
    ✔ Lettere arbejdsgange og dokumentation
     
    Kommune:
    ✔ Reducerede omkostninger
    ✔ Øget kvalitet i behandling og medicinhåndtering
    ✔ Bedre overblik over medicinforbrug og behandlingsforløb

    Kontaktperson

    Morten Højholt, leder for kommunens E-team
    E-mail: mh@hjoerring.dk

    Læs mere

    Læs denne artikel fra KL for at lære mere om det nordjyske samarbejde om indkøb og implementering af automatiseret medicinhåndtering

    Løsninger der styrker vidensdeling og fagligt samarbejde

    Se cases fra kommunerne herunder.

    Sorø Kommune anvender en digital læringsplatform for at give medarbejderne nem adgang til opdaterede instrukser og vejledninger direkte på mobilen. Løsningen sikrer, at den nyeste viden altid er tilgængelig, og at ændringer kan udsendes med det samme. Det sparer tid i hverdagen, fordi medarbejderne ikke skal lede efter information, og øger patientsikkerheden ved, at alle har den korrekte viden lige ved hånden.

    Platformen gør det desuden muligt at dokumentere, hvem der har læst hvilke instrukser, og kan tilpasses kommunens egne behov, så den understøtter både kvalitet og faglig udvikling.

    Løsningen blev taget i brug i marts 2024.

    Resultater

    • Ensartet faglig praksis på tværs af medarbejdere
    • Øget patientsikkerhed gennem hurtig adgang til korrekt og opdateret viden
    • Tidsbesparelse ved, at information findes ét sted og kan udsendes digitalt

    Værdiskabelse 

    Medarbejdere:
    ✔ Hurtigere adgang til relevante informationer og kollegers viden
    ✔ Bedre fagligt samarbejde på tværs af faggrupper og enheder
    ✔ Øget læring og faglig udvikling

    Kommune:
    ✔ Mere ensartet dokumentation og færre fejl
    ✔ Bedre mulighed for kompetenceudvikling og vidensdeling

    Borgere: 
    Ikke angivet

    Kontaktperson

    Charlotte Sørensen, projektleder
    E-mail: csor@soroe.dk

    Vejen Kommune anvender et digitalt læse- og skriveværktøj til at forbedre kvaliteten af journalnotater og sikre korrekt skriftlig dokumentation.

    Løsningen hjælper medarbejdere med skrive- og/eller læsevanskeligheder at skrive fagligt præcise og sprogligt korrekte sætninger ved at understøtte stavning, ordvalg og struktur. Samtidig kan den omdanne tekst og PDF-filer til oplæst eller redigerbar tekst.

    Resultater

    • Færre fejl i journalnotater
    • Nemmere håndtering af tekst og filer
    • Styrket faglighed hos medarbejdere med sproglige udfordringer

    Værdiskabelse 

    Borgere:  
    ✔ Mere sammenhængende og ensartet pleje
    ✔ Bedre koordinering af indsatsen omkring borgeren

    Medarbejdere:
    ✔ Hurtigere adgang til relevante informationer og kollegers viden
    ✔ Bedre fagligt samarbejde på tværs af faggrupper og enheder

    Kommune:
    ✔ Mere ensartet dokumentation og færre fejl
    ✔ Mindre tid brugt på dokumentation.
    ✔ Øget kvalitet i plejen gennem bedre beslutningsgrundlag
    ✔ Styrket tværfaglig koordinering og effektivitet

    Kontaktperson

    Flemming Hansen Nørgaard, teknologi koordinator
    E-mail: fleno@vejen.dk

    Kontakt

    Konsulent

    Lasse Jacobsen

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3090

    E-mail: jala@kl.dk