Nye standarder for data skal styrke arbejdsgange og sagsbehandling i kommunerne
KL og KOMBIT opdaterer en række fælles standarder for kommunernes it-systemer – de såkaldte byggeblokke. Det skal gøre det lettere for kommuner og leverandører at aflevere data til de fælleskommunale indekser. Materialet forventes sendt i høring fra uge 47.
KOMBIT og kommunerne står over for en større modernisering og et teknologiskifte af Støttesystemerne, der er en del af den fælleskommunale it-infrastruktur.
Derfor ser KL og KOMBIT nu nærmere på, om byggeblokkene i den fælleskommunale rammearkitektur stadig understøtter kommunernes forretningsbehov. Det gælder særligt de byggeblokke, som bruges i Fælleskommunalt Sags- og Dokumentindeks og Fælleskommunalt Ydelsesindeks.
Artikel: Støttesystemerne bliver de første på KOMBITs nye fælles driftsplatform.
Siden byggeblokkene første gang blev introduceret, har arbejdsgangene i kommunerne ændret sig, og der er samtidig langt flere og mere forskelligartede data i spil. Ambitionen er derfor at få mere fleksible byggeblokke, som flere fagområder kan bruge, så sammenhængen i borgerens forløb rækker længere ud.
De opdaterede byggeblokke forventes at være klar i starten af 2027.
Hvad er en byggeblok?
Byggeblokkene er en del af den fælleskommunale rammearkitektur: en fælles ramme for, hvordan kommunerne skal udvikle, indkøbe og anvende it-systemer, så systemerne kan arbejde sammen, dele data sikkert og understøtte kommunernes arbejdsgange.
Byggeblokkene er fælles standarder, der definerer de begreber, kommunerne arbejder med hver dag, fx sager, beslutninger, ydelser, aktiviteter og dokumenter. De giver et fælles sprog og en ensartet struktur for oplysningerne, så data kan udveksles og genbruges på tværs af it-systemer, uanset hvilken leverandør der står bag.
Indekserne binder borgerens forløb sammen på tværs af it-systemer
Grundtanken bag Fælleskommunalt Sags- og Dokumentindeks og Fælleskommunalt Ydelsesindeks er, at de samler og stiller oplysninger til rådighed om de sager, dokumenter og ydelser, der ligger i kommunernes mange fagsystemer. Derfor kan sagsbehandleren få et samlet overblik over borgerens forløb, selvom oplysningerne er registreret i forskellige systemer.
For medarbejderen betyder det færre opslag og et bedre grundlag for at træffe beslutninger. En sagsbehandler i jobcentret kan fx se, at borgeren også har en sag i socialforvaltningen, og tage højde for det i sin vurdering. For borgeren betyder det en mere sammenhængende indsats og mindre risiko for fejl - fx at få to samtidige ydelser, som udelukker hinanden.
Byggeblokkene sætter rammen
For at overblikket kan bruges, skal medarbejderen kunne se sammenhængen mellem en sag, beslutningen i sagen og den ydelse eller aktivitet, der eventuelt følger efter. Det forudsætter, at alle systemer beskriver sammenhængene på samme måde. Det er her, byggeblokkene kommer ind i billedet.
Ifølge Bjørg Tausen, forretningsarkitekt i KOMBIT, er opdateringen også en erkendelse af, at byggeblokkene skal udvikle sig i takt med den praksis, de skal beskrive.
”Vi har gennem årene fået værdifulde og konstruktive input fra kommuner og leverandører, der bruger den fælleskommunale it-infrastruktur, særligt om indekserne”, siger Bjørg Tausen og fortsætter:
”Nogle leverandører og fagområder har haft svært ved at genkende deres egne data og arbejdsgange i de nuværende byggeblokke. Det vil vi gerne gøre noget ved, så byggeblokkene i højere grad afspejler de begreber, relationer og arbejdsgange, der findes på de enkelte fagområder.”
Selvom moderniseringen af Støttesystemerne og indekserne er den konkrete anledning, skal byggeblokkene stadig danne et fælles grundlag, som alle kommunale løsninger kan bruge, uanset system og leverandør.
Kommunernes arbejdsgange er udgangspunktet
Arbejdet med at opdatere byggeblokkene sker i et tæt samarbejde mellem KL og KOMBIT. Derudover inddrages kommuner, leverandører og Udbetaling Danmark, som også afleverer data til indekserne.
Det er kommunernes arbejdsgange, der er udgangspunktet for byggeblokkene. Og derfor har vi interviewet en række kommuner om arbejdsgange, begreber og sammenhænge på forskellige fagområder.
Interviewene har blandt andet hjulpet med, hvilke forretningsmæssige sammenhænge byggeblokkene skal kunne beskrive, fx mellem en beslutning, en bevilget ydelse, de aktiviteter, der følger af den, og dokumentationen af hele forløbet.
Du kan følge arbejdet her på Videncenter og digitaliseringskataloget.dk.
Deltag, og hør mere
For at kunne gå i dybden med én gruppe byggeblokke ad gangen afholder vi to runder af høringer.
Hver runde begynder med et webinar, hvor byggeblokkene bliver præsenteret, og hvor der kan stilles spørgsmål. Høringen foregår via rammearkitektur.kl.dk.
Runde 1: Fra henvendelse til afgørelse: sager, dokumenter og beslutninger
Præsentation af byggeblokkene: Sag, Dokumentation og Beslutning
Webinar: 12. november 2026, kl. 13.00–14.00 (Tilmeld dig her)
Høring: 16. november – 4. december 2026
Runde 2: Fra afgørelse til levering af kommunens service: ydelser, udbetalinger og services
Præsentation af byggeblokkene: Ydelseskatalog, Økonomisk ydelse og Serviceydelse
Webinar: 14. januar 2027, kl. 13.00–14.00 (Tilmeld dig her)
Høring: 18. januar – 5. februar 2027
Det er en fordel i processen at inddrage både it-arkitekter, systemejere og medarbejdere fra de fagområder, der arbejder med sager og ydelser.