Kan AI gøre mødet med kommunen lettere for udsatte borgere?
Omkring hver femte borger har udfordringer i mødet med den digitale offentlige sektor. Nu søger KL 3-7 kommuner, der vil undersøge, hvordan borgerrettede AI-løsninger kan gøre kommunal information og vejledning mere tilgængelig.
Billedet er generet af KL med AI
For nogle borgere er kontakten med kommunen forbundet med betydelige udfordringer. Det kan være svært at forstå breve, overskue komplekse regler og myndighedsprocesser eller vide, hvad næste skridt er. Konsekvensen kan være misforståelser, usikkerhed og manglende handling – og i sidste ende, at borgeren ikke får den rette hjælp.
Omkring 18 pct. af befolkningen anvendte ikke offentlige digitale løsninger eller oplevede vanskeligheder ved at bruge dem viser tal fra Digitaliseringsstyrelsen. Samtidig vinder generativ AI frem og åbner nye muligheder for at formidle information til borgerne.
Men AI kan også skabe nye barrierer. Derfor er der behov for konkret viden om, hvornår teknologien skaber værdi, hvordan borgernes tillid bevares, og hvornår personlig hjælp fra en kommunal medarbejder fortsat er nødvendig. Det undersøger vi sammen i nyt projekt.
Nyt projekt vil gøre mødet med kommunen lettere
KL inviterer 3-7 kommuner til et udviklingsprojekt, hvor de skal udvikle og afprøve AI-løsninger, som borgerne selv kan bruge. Det kan eksempelvis være løsninger, der hjælper med at forstå information fra kommunen, finde svar eller skabe overblik over næste skridt i en myndighedsproces.
I den enkelte kommune vælger I et fagområde og en konkret udfordring, der særligt berører borgere i udsatte eller sårbare situationer i jeres kommune. Borgerne skal inddrages i både udvikling, afprøvning og evaluering, så deres erfaringer, behov og bekymringer er med til at forme løsningen – og afgøre, om AI overhovedet er det rette svar.
Fra lokal udfordring til fælles viden
I får løbende faglig sparring, metoder og værktøjer til blandt andet borgerinddragelse og evaluering samt adgang til et netværk, hvor kommunerne kan dele erfaringer, udfordringer og løsninger.
Derudover faciliterer KL tre heldagsworkshops i første halvår af 2027 og tilbyder online sparring undervejs. Kommunen skal selv afsætte en projektleder og ressourcer til den lokale udvikling og afprøvning. Det er ikke nødvendigt at have en AI-løsning på plads ved ansøgningen, og der forventes ikke en færdig løsning ved projektets afslutning i september 2027.
Sådan kommer I med
Send jeres ansøgning senest den 10. januar 2027. Beskriv den konkrete udfordring, I vil arbejde med, og hvordan I vil sikre projektledelse og ledelsesmæssig forankring.
Nysgerrig på projektet?
Vi har samlet endnu mere information om projektet HER. Du kan blandt andet læse om baggrunden, hvad det kræver og ansøgningsprocessen.