Gå til hovedindhold
/ Kunstig Intelligens
/ Tidsbesparende Teknologi
/ Kompetencer og digitalt mindset

AI-landkortet anno 2026: Lokale AI-assistenter vinder frem i det kommunale landskab

Knap to år efter lanceringen af KL's AI-landkort indmeldes der projekter som aldrig før. På ét år er antallet næsten fordoblet. Og det er særligt AI-assistenter, der er indmeldt.

11. jun. 2026

Indhold

    Landkortet rummer nu 290 projekter fordelt på 58 kommuner og dækker alle fagområder. To tredjedele af projekterne er i drift. Det er en lille fremgang sammenlignet med samme tidspunkt sidste år og viser, at flere projekter går fra idé til virkelighed.

    Det seneste år har kommunerne især indmeldt AI-assistenter. Mange af dem er allerede i brug, hvilket peger på, at AI-assistenten er ved at blive et hverdagsværktøj i den kommunale praksis.

    AI-assistenter vinder indpas

    AI-assistenter vinder indpas i kommunerne – og effekten kan allerede mærkes i hverdagen. Specialkonsulent i KL, Laura Skytte Viuf, ser udviklingen som et positivt tegn:

    "Flere kommuner tager nu AI-assistenter i brug – og det er positivt. Medarbejderne bruger dem i hverdagen til at slå op i lovgivning, opsummere tekster og løse opgaver på tværs af administrative, tekniske og borgervendte områder. Det åbner for nye løsninger i hverdagen, som kan være med til at styrke kvaliteten i arbejdet."

    Flere kommuner understreger, at assistenten kun spiller en understøttende rolle. Det er stadig medarbejderen, der kvalitetssikrer og træffer de faglige beslutninger.

    Projekter på tværs af kommuner og fagområder

    Projekterne spænder bredt. I Furesø hjælper en intern assistent medarbejdere i Kommunal Ungeindsats med at skabe overblik og støtte arbejdet med notater og kommunikation. I Horsens kan byrådsmedlemmer bruge en chatbot til hurtigt at finde relevant information. I Aabenraa hjælper en chatbot med spørgsmål om funktioner og arbejdsgange i kommunens økonomisystem.

    Assistenterne er udviklet lokalt og tilpasset det enkelte fagområde, herunder interne systemer og arbejdsgange.

    Eksemplerne viser, at AI-assistenter ikke er bundet til én type opgave. De tilpasser sig de behov, der findes i den enkelte kommune. Fra ungeindsats til byrådsbetjening og økonomi finder teknologien fodfæste i mange forskellige faglige sammenhænge.

    Se AI-landkortet her. 

    AI-landkort: Inspiration og overblik

    AI-landkortet fungerer som en digital vidensbank, hvor kommuner kan indmelde deres egne AI-projekter og samtidig lade sig inspirere af andre kommuners løsninger

    Mange AI-projekter bliver skabt i kommunale samarbejder og står på skuldrene af videndeling mellem kommunerne.

    Flere løsninger er allerede i bred anvendelse, og derfor rækker det kommunale AI-landskab længere end de 281 registrerede projekter. Udviklingen peger på, at mødet mellem både borgere og medarbejdere og de rutineprægede arbejdsopgaver i stigende grad bliver gentænkt med hjælp fra teknologi.