Organisationsanalyse: Fra IT-drift til IT i alting
Alle kommuner er på en digital rejse. IT- og digitaliseringsafdelingerne spiller en nøglerolle for den samlede digitale omstilling. Samtidig har formålet med det digitale flyttet sig i takt med den teknologiske udvikling. Det skaber nye opgaver, muligheder, men også udfordringer og krydspres for digitaliseringsafdelingen i en kommune.
Det kræver en organisering, der kan balancere hensyn til en stabil og sikker drift og samtidig håndtere et stigende behov for, at IT- og digitaliseringsafdelingen understøtter den digitale transformation på tværs af kommunen.
På baggrund af interviews med 14 kommuner er der identificeret fire kernetemaer:
- Opgaver- Hvordan definerer vi kerneopgaven og balancerer it-drift og service?
- Styring - Hvordan finder vi den rette styringsbalance?
- Udvikling - Hvordan balancerer vi ”skal-opgaver” og udviklingsopgaver?
- Finansiering - Hvordan finansierer vi digitale indsatser?
Fælles for alle fire temaer er, at kommunernes IT- og digitaliseringsafdelinger løbende ser på om balancen er den rette, for at kunne levere varen og samtidig være relevante og kompetente samarbejdspartnere for resten af organisationen.
Dialogredskab for IT- og digitaliseringsafdelingen
Analysen er et inspirationskatalog målrettet ledere og medarbejdere der sidder som en del af kommunens IT- og digitaliseringsafdeling. Analysen giver indsigter i måder at organisere sig på, som I kan bruge i jeres videre arbejde.
Analysen indeholder en række dialogspørgsmål. De kan bruges i dialoger internt eller med fagområder og direktion om hvordan I udvikler opgaveforståelsen, styringen og samspillet med resten af den kommunale organisation i en digital tid.
Publikation Organisationsanalyse
Det er vigtigt, at I forholder jer til, hvordan I som IT- og digitaliseringsafdeling bedst er placeret i jeres organisation. KL giver med denne publikation vores bud på de vigtigste temaer I skal forholde jer til.
Hvordan organiserer I jer?
Vi vil gerne blive ved med at undersøge og drøfte organisering af digitaliseringsområdet og hvordan I finder den rette balance. Så kontakt os gerne med input, kommentarer eller erfaringer fra din kommune.
I kan skrive til os på videncenter@kl.dk