Gå til hovedindhold
Nyhed
/ Velfærdsteknologi
/ Digital transformation

Regeringen og kommunerne har fokus på AI

44 gange blev AI og kunstig intelligens-løsninger nævnt i regeringsgrundlaget. Det peger på, vi kan forvente en regeringsperiode med stort fokus på AI – et fokus, der også fylder i kommunerne.

18. aug. 2026

Indhold

    AI er på dagsordenen i regeringsgrundlaget og i kommunerne. "44 gange er AI og kunstige intelligens-løsninger nævnt i regeringsgrundlaget - det har vi altså ikke set før," fortalte Laura Skytte Viuf, specialkonsulent i KL, på vores seneste AI-webinar den 13. august. 
     
    Det peger på, at regeringen er optaget af AI, og at vi kan forvente en regeringsperiode, som bringer AI frem i lyset og arbejder for bedre forudsætninger. 

    Fremdrift i AI-storskalaprojekterne

    Samtidig er der nok at glæde sig over, når vi kigger på AI-storskalaprojekterne. På webinaret præsenterede Julie Karnøe Tranholm-Mikkelsen, fuldmægtig i Den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens, Taskforcens store overblik over projekterne. Randi Hovmann, chefkonsulent i KL, fortalte, at hele 64 kommuner nu deltager i storskalaprojektet om AI-dokumentation på beskæftigelsesområdet.

    ”Kvalitet er et vigtigt parameter. I storskalaprojektet på beskæftigelsesområdet vil vi bl.a. arbejde med målbilleder, så vi ved, hvad det er, vi vil opnå med indsatsen,” siger Randi Hovmann og fortsætter:

    ”Det hele handler om mødet mellem en sagsbehandler og en borger – et møde, der helst skal gå godt, fordi der er meget på spil for borgeren og meget, man skal nå og huske som sagsbehandler. Her kan AI spille en rolle. Når en tale-til-tekst-løsning lytter med på samtalen, kan den udarbejde en transskription og et resumé, som sagsbehandleren kan godkende og sende til fagsystemet. Det kan spare tid og samtidig give mere overskud til selve samtalen.”

    AI giver nye muligheder for borgerne

    Borgerne får også nye muligheder med AI. Storskalaprojekterne om borgerrettede AI-assistenter og AI til byggesagsområdet er også i fremdrift: “Med AI i byggesagsbehandlingen vil vi ikke bare digitalisere den proces, vi har i dag. Ambitionen er at gentænke hele forløbet fra den første vejledning af ansøgeren til den færdige afgørelse. Målet er færre mangelfulde ansøgninger, kortere sagsbehandlingstid og mere tid til de byggesager, hvor den faglige vurdering for alvor gør en forskel,” siger Søren Nørgaard Madsen, chefkonsulent i KL.

    Se eller gense webinaret, hvor du kan høre meget mere om AI’s politiske fokus og storskalaprojekterne.  

    Se eller gense AI-webinar: AI i regeringsgrundlaget og status på AI-storskalaprojekterne

    Den 13. august 2026 afholdte KL AI-webinaret AI i regeringsgrundlaget og status på AI-storskalaprojekterne. Du kan se eller gense webinaret her