Kontakt
Søren Nørgaard Madsen
Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3633
E-mail: snma@kl.dk
Klimatilpasning i byerne kalder på effektive løsninger, der udnytter eksisterende anlæg bedre og ikke medfører unødigt ressourceforbrug. Frederiksberg Kommune har taget en ny teknologisk løsning i brug, som sikrer, at deres vandmagasiner udnyttes langt mere effektivt ved at styre regnvandet på baggrund af realtidsdata.
SmartBrønd efter overrækkelsen af IoT-prisen 2025
Med sensorer og en styrbar vandbremse regulerer Frederiksberg Kommune nu regnvandets udløb til kloakken automatisk efter de aktuelle vandniveauer. Løsningen er udviklet af virksomheden SmartBrønd i samarbejde med Frederiksberg Kommune. Når det regner, lukkes der helt for udløbet til kloakken, så vandet tilbageholdes i magasinet. Først senere ledes det kontrolleret videre – eller genbruges til vanding af byens grønne områder.
Idéen til løsningen opstod for snart fire år siden, da Lene Stolpe Meyer, projektleder for klimatilpasning i Frederiksberg Kommune, fik kontakt til Mikkel Priess, som var i den spæde opstartsfase med SmartBrønd. Sammen fandt de ud af, at de fleste vandbremser lod vandet løbe alt for hurtigt til kloakken. På den baggrund udviklede SmartBrønd en styrbar vandbremse, der giver kommunen mulighed for at styre vandet og dermed få en bedre udnyttelse af deres anlæg:
”Vi vil gerne aflaste vores kloak mest muligt og samtidig udnytte vandet bedre. I dag styrer vi aktivt vores magasiner i stedet for blot at overvåge dem. Vi optimerer vores anlæg, så vi altid tilbageholder så meget vand fra kloakken som muligt og gemmer noget af det til at vande vores beplantning rundt omkring i byen,” siger Lene Stolpe Meyer.
Frederiksberg Kommune har det sidste år genbrugt 92 % af regnvandet til vanding af offentlig beplantning.
Samarbejdet startede med, at SmartBrønd placerede vandstandsmålere i ti af Frederiksberg Kommunes klimatilpasningsanlæg med magasiner til opsamling af regnvand. Dataene viste hurtigt, at mange anlæg ikke blev udnyttet som planlagt.
”Vores magasiner tilbageholdt ikke det vand, de skulle, så vi havde investeret rigtig mange penge i magasiner, der aldrig blev brugt. Med realtidsdata kan vi nu dokumentere, at anlæggene virker – og styre dem aktivt til at tilbageholde mest muligt vand” forklarer Lene Stolpe Meyer.
I dag er sensorer standard i både eksisterende og nye anlæg i kommunen.
Ifølge Mikkel Priess, grundlægger af SmartBrønd, har netop hyppige målinger og lang batterilevetid været afgørende, fordi realtidsdata muliggør en mere intelligent styring via SmartBrønds styrbare vandbremse, der regulerer afstrømningen:
”Realtidsdata gør det muligt at udnytte et stort, hidtil overset potentiale i de eksisterende magasiner, når de kombineres med en vandstandsmåler og en styrbar vandbremse, der aktivt kan regulere afstrømningen og dermed udnytte kapaciteten i magasinerne.”
Ved udgangen af 2025 vandt SmartBrønd årets IoT-pris for deres styrbare vandbremse ved Connecting Sustainable Regions-konferencen. Prisen gives til løsninger, der kobler digitale data med fysisk infrastruktur og skaber konkret samfundsværdi.
En af styrkerne er, at løsningen er driftssikker og kan installeres i både eksisterende og nye anlæg:
”Når vi finder ud af, at eksisterende anlæg ikke virker optimalt, kan vi forbedre de anlæg uden at skulle grave for meget op. Det gør klimatilpasning både hurtigere og billigere,” siger Mikkel Priess.
Teknologien kan også anvendes i åbne bassiner og kombineres med målinger af vandkvalitet – blandt andet for chlorid og bakterier.
SmartBrønd arbejder nu videre med sensorer til blandt andet fosfor, kvælstof, kobber og zink, som spiller en central rolle for vandmiljø og genbrug af regnvand.
Digitaliseringspolitik
Telefon: +45 3370 3633
E-mail: snma@kl.dk