Gå til hovedindhold
Analyser
/ Digital transformation
/ Big data og dataanalyse

Ny sæson: Bliv en del af KL’s netværk for digital handlefrihed

Vil din kommune styrke den digitale handlefrihed? KL’s netværk for digital handlefrihed samler kommuner, der vil dele erfaringer, identificere muligheder og omsætte ambitioner til konkrete handlinger. Deltag og få inspiration, sparring og indsigt i, hvordan I kan skabe større fleksibilitet og kontrol i jeres digitale løsninger.

22. jun. 2026

Indhold

    Du kan nu blive en del af KL’s netværk for digital handlefrihed, hvor kommuner igen samles om at styrke deres muligheder for at vælge, udvikle og skifte digitale løsninger på egne præmisser.

    Digital handlefrihed er højt på dagsordenen i kommunerne. Mange oplever i dag en betydelig afhængighed af få, store leverandører, stigende licensomkostninger og usikkerhed om kontrol over data og infrastruktur. Med netværket sætter KL fokus på, hvordan kommunerne kan arbejde strategisk og operationelt med at skabe større frihed og robusthed i deres digitale løsninger.

    På det første møde den 9. september kan du blandt andet høre professor Jan Damsgaard dele sine anbefalinger til kommunerne, mens DBC-digital fortæller om deres suveræne setup og meget mere. 

    Den nye sæson bygger videre på erfaringerne fra det første forløb og giver deltagerne mulighed for at arbejde konkret med egne udfordringer og indsatser. Netværket veksler mellem oplæg, dialog og workshops, hvor deltagerne deler erfaringer og udvikler løsninger i fællesskab.  

    Forløbet henvender sig til ledere og medarbejdere, der arbejder med kommunens digitalisering og systemportefølje, og som ønsker inspiration, sparring og indsigt i aktuelle dagsordener – herunder udviklingen på nationalt og europæisk niveau.

    Netværket starter op i den kommende sæson og med 4 møder frem mod foråret 2027, hvor deltagerne får mulighed for at opbygge et stærkt fagligt netværk på tværs af kommuner. 

    Tilmeld dig her.