Gå til hovedindhold
Kursus
/ Teknologier
/ Digital transformation

Fra temperaturmåling til handling: Tag temperaturen på jeres kommunes digitale modenhed

Et digitalt modenhedstjek kan give kommuner et fælles sprog, et klarere prioriteringsgrundlag og et bedre afsæt for at lykkes med digital omstilling. Det er også erfaringen i Haderslev Kommune.

13. apr. 2026

Indhold

    Digital transformation lykkes ikke af sig selv. Og selv en god digital løsning kan være vanskelig at implementere, hvis organisationen ikke er klar. Derfor stiller KL et værktøj til vurdering af digital modenhed til rådighed, som hjælper kommuner med at optegne deres organisatoriske forudsætninger for at lykkes med digitalisering.

    I Haderslev Kommune har man haft stor gavn af at anvende værktøjet: 

    ”Vi vil helt klart anbefale andre kommuner at bruge værktøjet. Spørgsmålene er lette at forstå for kollegaer, som ikke arbejder med digitalisering, og kategorierne, der bliver målt på, er meget relevante for vores arbejde med digital modenhed,” udtaler digitaliseringskonsulent i kommunen, Trine Mylin Kragelund.

    Alsidig anvendelse

    Værktøjet er bygget som et online spørgeskema og giver et samlet overblik over organisationens digitale modenhed på tværs af fire overordnede kategorier: strategi, styring, forankring og teknik. Samtidig kan man dykke ned i de enkelte områder og se, hvor styrker og udviklingsbehov ligger. 

    Spørgsmålene kan besvares individuelt, men værktøjet kan med fordel bruges i fællesskab, så selve besvarelsen bliver en anledning til dialog og fælles refleksion. Der er desuden mulighed for gruppebesvarelser, så fx en ledergruppe eller en hel forvaltning kan få et samlet resultat og sammenligne på tværs. 

    Netop den anvendelse har været værdifuld i Haderslev Kommune. Her er målingen blevet brugt aktivt i det videre arbejde med at sætte retning og prioritere indsatser, og derfor har kommunen nedsat en styregruppe, der skal strømline arbejdet: 

    “I ’Styregruppen for Digital Fremtid’ har vi brugt resultaterne fra modenhedsmålingen til at prioritere kommende indsatser i forhold til udvikling af den digitale modenhed. Modenhedsmålingen har blandt andet gjort, at vi har udviklet en samarbejdsmodel for anskaffelse af IT-systemer,” siger Trine Mylin Kragelund.

    Et relevant ledelsesredskab

    Værdien ligger altså ikke kun i selve målingen. Værktøjet kan skabe et fælles billede af, hvor organisationen står, og dermed bidrage til at kortlægge kommunens transformation, mens den sker.

    I Haderslev har det været et vigtigt ledelsesredskab: 

    “Værktøjet har gjort os i stand til at måle på modenheden og se udviklingen over tid. Det har været værdifuldt at kunne vise nogle konkrete tal på udviklingen overfor ledelse og styregruppe,” siger Trine Mylin Kragelund. 

    Værktøjet er målrettet chefer, ledere og udviklingskonsulenter og fungerer bedst, når besvarelsen tager udgangspunkt i et konkret fagområde eller en enhed. Det gør det lettere at få et realistisk billede af modenheden tæt på praksis.

    Her kan du læse om værktøjet og dykke ned i hele processen.