Kontakt
Anna Høxbro Bak
Digitalisering & Teknologi
Telefon: +45 3370 3213
E-mail: anhb@kl.dk
AI-løsningerne skyder op i kommunerne – men med væksten følger også en risiko for forvirring. For hvor finder medarbejderne lige det rigtige værktøj? Kalundborg Kommune har i samarbejde med det danske tech-startup Promte udviklet en app, hvor kommuner kan samle deres AI-redskaber som fx chatbots, specialiserede fagområde-assistenter, tolkeassistent og værktøj til mødereferater. Se løsningen på Digitaliseringsmessen 2025.
I takt med at forskellige AI-værktøjer bliver en del af hverdagen i kommunerne, vokser også behovet for overblik. For selvom værktøjerne i udgangspunktet er designet til at gøre arbejdet nemmere, oplever mange medarbejdere det modsatte: for mange links, for mange løsninger og for lidt tid til at finde ud af, hvordan de bruges.
AI-udviklingskonsulent Parthee Vijayamohan fra Kalundborg Kommune fik idéen til at samle kommunens AI-redskaber:
“Jeg kunne se, at mange kolleger begyndte at blive lidt forvirrede, når der kom nye AI-muligheder til. Vi manglede én samlet indgang – og derfor gik vi i gang med at udvikle en samlende platform. I kommunerne står vi med de samme udfordringer på det område, så det var vigtigt for mig, at det blev en løsning, der på sigt kunne bruges af flere kommuner,” fortæller Parthee Vijayamohan.
I vinters kontaktede Parthee det lille danske AI-startup Promte (tidl. Applai), som har lavet en platform, der gør det let at bygge kommunale AI-assistenter. Sammen har de nu udviklet en brugervenlig app, som samler kommunens AI-redskaber ét sted og fungerer på både pc, tablet og mobil.
Kalundborg Kommune er ved lave de sidste juridiske afklaringer og regner med at stille appen til rådighed for medarbejderne efter sommerferien. Via appen får medarbejderne blandt andet adgang til at chatte med intranettet, transskribere møder og bruge en tolkeassist til hverdagstolkning.
”Udover chat, assistenter, mødereferater og tolkefunktionen, indeholder appen også links til intranet og vores egenudviklede digitaliseringsportal til registrering af overarbejde, barsel osv. Efter sommerferien skal vi holde små introduktionsseancer til appen og dens funktioner,” siger Parthee og tilføjer, at de løbende vil udvikle og opdatere med nye funktioner.
I Kalundborg hedder appen Andrea for at matche kommunens intranet Kaj, mens den udenfor kommunegrænsen blot hedder Promte App. Alle Promtes kommunale kunder har mulighed for at anvende appen.
Appen giver medarbejderne hurtig adgang til både generelle og specialiserede AI-værktøjer og gør det mere trygt at arbejde med kunstig intelligens i hverdagen. Sikkerhedsspørgsmålet er en af de ting, der generelt kan gøre det svært at bruge AI-løsninger:
”Det kan være vigtigt, at det input, man giver, ikke bliver delt udenfor kommunen. Appen kan derfor sættes op præcis som den enkelte kommune ønsker – fx on-premises, så al data bliver inden for kommunen,” understreger Parthee.
Sikkerhed, samarbejde og ’keep it simple’ er omdrejningspunktet for udviklingen:
"Vi har aftalt, at når der bliver bygget noget til appen, skal der det være til gavn for alle kommunerne. Så alle får glæde af hinandens løsninger, og man ikke skal opfinde den dybe tallerken,” fortæller Parthee.
Det skal være nemt for medarbejderne at bruge kommunens AI-redskaber:
”Platformen gør det nemt, man skal ikke tænke så meget. Vores app er ikke endnu et AI-værktøj oven i bunken – det er selve indgangen til de værktøjer, kommunen allerede har. Det gør hverdagen mere overskuelig og giver tryghed i brugen.”
På Digitaliseringsmessen 2025 d. 24. september i Odense kan du se Parthee og Promte præsentere Promte App på Innovationsscenen. De vil blandt andet demonstrere kommunens egenudviklede AI-oversætter integreret side om side med Promtes værktøjer.
Herunder kan du se Parthee Vijayamohan fra Kalundborg Kommune og Mathias Villads Bech Jørgensen fra Promte fortælle om løsningen.
OBS hvis du ikke kan få videoen vist kan du se videoen på Promtes hjemmeside
AI har potentiale til at løfte den kommunale velfærd, men brugen rummer også udfordringer med bl.a. etik, jura, data og idriftsættelse.
På vores site om AI kan du finde viden og værktøjer til kommunernes arbejde med AI - fra AI-forordning til webinarer, AI-skole og guidelines:
Det er vigtigt at lave en risikoanalyse i forbindelse med udvikling og ibrugtagning af AI-løsninger. Parthee Vijayamohan laver risikoanalyser på alle deres AI-assistenter. Henvend jer til ham for at høre mere: pavi@kalundborg.dk
Digitalisering & Teknologi
Telefon: +45 3370 3213
E-mail: anhb@kl.dk