Bliv en del af KL’s tech-panel
Er du medarbejder eller leder i en kommune, og arbejder du med digitalisering? Så kan du blive medlem af KL’s nye tech-panel. Panelet skal hjælpe med at samle erfaringer og perspektiver fra praksis, som kan være med til at pege på udfordringer og udviklingsmuligheder i den kommunale digitalisering.
AI-genereret illustration
KL’s tech-panel er et ekspertpanel, der skal samle fagfolk med viden og erfaring inden for digitalisering og teknologi i kommunerne.
”Vi etablerer tech-panelet for at få endnu en mulighed for at aktivere endnu mere af den viden om digitalisering og teknologier, som findes i kommunerne. Jeg håber rigtig mange gode praktikere vil være med,” siger Marie Aggerstrøm, chefkonsulent i Center for Digitalisering og Teknologi i KL.
Del din viden – gør en forskel
Formålet med panelet er at samle kvalificeret viden, erfaringer og perspektiver fra praksis, som kan være med til at nuancere debatten, inspirere til nye løsninger og pege på tendenser og udfordringer i den kommunale digitalisering.
”Som medlem af panelet vil du jævnligt modtage korte spørgsmål, hvor vi beder om din vurdering, viden eller erfaring med konkrete teknologiske løsninger, digitale strategier, udfordringer og ønsker. Det kan også være, at vi tester nogle ideer og produkter hos dig,” fortæller Marie.
Hvad indebærer det at være med?
- Du modtager ca. én mail hver 2-3 måned med 2-5 korte spørgsmål
- Dine svar kan blive brugt i artikler eller analyser og bliver altid brugt anonymt
- Du kan til enhver tid vælge ikke at svare eller træde ud af panelet