Kontakt
Søren Nørgaard Madsen
Digitalisering & Teknologi
Telefon: +45 3370 3633
E-mail: snma@kl.dk
Mange spår, at generativ AI kan revolutionere den måde, vi arbejder på i kommunerne. Lige nu undersøger en håndfuld kommuner og KL mulighederne for at udvikle en fælleskommunal generativ AI-platform: KommuneGPT - en troværdig kommunal AI-assistent. Platformen skal designes til at understøtte og forbedre kommunernes arbejdsprocesser.
I takt med at generativ AI giver nye muligheder, vokser forventningerne til, at digitalisering skal løse alt fra arbejdskraftudfordringerne til klimakrisen. Der bliver stillet stadig større krav om effektivitet, tilgængelighed og sikkerhed. Og der er både store potentialer og udfordringer. Det aktualiserer behovet for løsninger, der kan bruges på tværs af kommunegrænser.
Målet med KommuneGPT er at skabe et ensartet fundament for implementering af generative AI-løsninger på tværs af kommunerne.
”Ved at basere platformen på omfattende offentlige tilgængelige fælleskommunale datakilder som fx Borger.dk, Retsinformationen, SIRI, STAR og flere andre, kan vi sikre en bred og relevant vidensbase. Denne base vil kunne gøre det muligt for AI-systemet at håndtere forespørgsler om lovgivning, administrative retningslinjer og kommunale beslutninger. Det vil både øge effektiviteten og kvaliteten af den kommunale opgaveløsning,” forklarer chefkonsulent Søren Nørgaard Madsen fra KL.
På nuværende tidspunkt deltager Næstved, Odense, Aarhus, Vejle og Sønderborg i udviklingen. Alle kommuner kan være med, så længe de er enige i de overordnede principper om en åben tilgang, hvor det, der kan deles, bliver delt.
Digitaliseringskonsulent Partheepan Vijayamohan fra Næstved Kommune, er idémand og en af drivkræfterne bag KommuneGPT. Sammen med sine kollegaer i Næstved har han allerede udviklet på grundmodellen for KommuneGPT i form af NæstvedGPT (NK-GPT).
”Det er absolut ikke trivielt at lave mere lokalt funderede sprogmodelsløsninger baseret på egen data. De skal vedligeholdes, opdateres og udbygges, så de bliver ved med at være anvendelige. Der findes gode løsninger, vi kan købe og implementere. Kommunerne har dog brug for fælles sikker løsning med adgang til relevante kommunale data, der er fælles for alle. Det kommunale Danmark skal derfor samarbejde om det, hvis vi skal komme videre og skabe værdi i kommunerne. Men vi har engagementet, viljen og evnerne til det, så lad os komme i gang”.
IT og digitaliseringschef Lars Borg fra Næstved Kommune supplerer:
"Udfordringen er, at generativ AI oftest bliver tænkt som et redskab, hvor man kan få skrevet et debatindlæg om atomenergi inspireret af måden Dolly Parton skriver sange på. Generativ AI er bare så meget mere, og det skal være relevant i en situation, hvor det anvendes i den givne opgaveløsning. Vi skal altså kunne lave generative AI-løsninger, der er relevante og hurtige, i den spidse ende af borgerbetjeningen, fx når omsorgsmedarbejderen har brug for viden om sårpleje eller når gartneren fx skal vide, hvordan et bestemt træ skal beskæres."
KommuneGPT kan være med til løse de begrænsninger konventionelle modeller som ChatGPT og andre generative AI’er har, når det kommer til at bruge disse i det offentlige.
De mest anvendte generative AI-modeller støder på hindringer såsom upræcist og misvisende output og begrænset adgang/kendskab til eksterne videnskilder.
KommuneGPT adresserer disse udfordringer ved at integrere en såkaldt Retrieval-Augmented Generation (RAG) teknologi og en vektordatabase, som sammen sikrer præcis og ajourført information ved at trække på en bred vifte af fælleskommunale datakilder. Det giver en mere sikker og effektiv tilgang til informationshåndtering sammenlignet med konventionelle metoder.
Et vigtigt aspekt af KommuneGPT er muligheden for at integrere lokale datalag. Det kan fx være specifikke kommunale beslutninger eller retningslinjer, hvilket vil kunne gøre systemet yderst relevant ift. den enkelte kommunes behov. Denne tilpasning sikrer, at alle de relevante medarbejdere har adgang til både generel og specifik information, hvilket kan understøtte en mere målrettet og effektiv AI-løsning.
”Det er vigtigt, at vi forstår at generativ AI skal fintunes til helt specifikke opgaver indenfor en lang række fagområder. Det er ikke til meget gavn, at du kan få lavet et resumé af finansloven skrevet som en Eminem tekst, hvis du står helt ude ved en borger i hjemmeplejen og har brug for meget specifik vejledning,” understreger Partheepan Vijayamohan.
Udviklingen af KommuneGPT kan baseres på en Open-Source sprogmodel som eksempelvis Llama2, Mistral eller Munin, som tillader finjustering og tilpasning til specifikke behov. Denne tilgang gør det muligt løbende at udvikle og forbedre platformen i takt med at nye data og behov opstår, uden at være afhængig af lukkede, proprietære systemer.
KommuneGPT er et skridt mod en mere effektiv, tilgængelig og præcis digital opgaveløsning i danske kommuner.
Ved at bygge på fælleskommunale datakilder og integrere avanceret AI-teknologi, vil kommunerne kunne forbedre deres service og opgaveløsning og lettere udnytte de gevinster, generativ AI kan give.
Digitalisering & Teknologi
Telefon: +45 3370 3633
E-mail: snma@kl.dk