Gå til hovedindhold
Arrangement

Digitaliseringstræf sætter retning for den digitale omstilling

Den 21. april samler KL kommunerne til Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 – en dag med fokus på de retningsskift, der præger den digitale omstilling i disse år. AI gør for alvor sit indtog, cybersikkerhed er vigtigere end nogensinde, og i takt med de storpolitiske strømninger i verden er kravet om digital handlefrihed rykket helt til tops på digitaliseringsdagsordenen. Tilmeldingen til digitaliseringstræffet er nu åben.

15. jan. 2026

Indhold

    Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 stiller skarpt på de aktuelle politiske dagsordner og giver eksperternes bud på, hvordan kommunerne kan indstille kompasset for digitaliseringen til at få gavn af de nyeste teknologiske muligheder, bruge dem etisk og ansvarligt, og samtidig tage skridt i retning af øget digital handlefrihed.

    ”Digitalisering og brug af AI er blevet en central ledelsesopgave og en forudsætning for at kunne udvikle og levere velfærd i fremtiden. På Kommunernes Digitaliseringstræf mødes ledere, fagchefer og specialister for at dele erfaringer og få ny viden om, hvordan innovation og teknologi kan omsættes til praksis på tværs af kommunens fagområder. I år sætter vi særligt fokus på AI, cybersikkerhed, digital suverænitet og fælleskommunale løsninger,” siger Frederik Nordentoft, kontorchef i KL’s Kontor for Digitaliseringspolitik.

    Muligheder og dilemmaer, når AI flytter ind

    Digitaliseringstræffet åbnes af moderator Cecilie Beck, journalist på TV 2, og tager fra start fat på de største trends inden for digitalisering samt de muligheder og dilemmaer, de fører med sig.

    Et af dagens centrale omdrejningspunkter er kunstig intelligens. I et indledende oplæg giver professor  Mikkel Flyverbom fra CBS sit bud på, hvordan magt, ansvar og ledelse forandres i en dataficeret virkelighed. Oplægget adresserer de dilemmaer, der opstår, når AI og datadrevne teknologier får større betydning for både beslutninger, arbejdsgange og relationen til borgerne.

    Senere på dagen samles et techpanel med stabschef Marie Gottlieb Danneskiold-Samsøe (Slagelse Kommune), stabschef Anders Drejer (Odense Kommune) og IT-advokat Jesper Løffler Nielsen til debat om AI i kommunerne. Her diskuteres både teknologiske muligheder, organisatoriske forudsætninger og de ledelsesmæssige valg, der følger med, når AI flytter ind i kommunal praksis.

    Digital entreprenør Joel Hyrland runder dagen af og viser live, hvordan AI og simple automatiseringer kan bruges i praksis. Med konkrete demoer og hands-on-eksempler får deltagerne inspiration til selv at gå fra idé til handling og til at bruge teknologien dér, hvor den skaber reel værdi.

    Fra strategi til anvendelse på praksisnære sessioner

    Kommunernes Digitaliseringstræf 2026 byder på en række praksisnære sessionsspor, hvor deltagerne kan dykke ned i, hvordan forskellige dele af digitaliseringen omsættes og implementeres i den kommunale virkelighed.

    Her har du mulighed for at vælge én session om formiddagen og én om eftermiddagen, hvor du kommer helt tæt på gode kommunale cases fra forskellige fagområder. Sessionerne er inden for bl.a. social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, børn & skole, klima samt EU.

    Kontakt

    Vicekontorchef

    Jan Struwe Poulsen

    Digitaliseringspolitik

    Telefon: +45 3370 3234

    E-mail: jtp@kl.dk