Fremtidsfortælling: Medarbejderen
"Som medarbejder oplever jeg en større faglig tilfredsstillelse i hverdagen, når jeg bruger vores nye smarte it-systemer. Systemerne er driftssikre, vi oplever ingen nedbrud, og så er vi sluppet for at have mange forskellige login-procedurer. Jeg bruger ikke tid på genindtastning af information og kontrol af oplysninger, som allerede er givet til en sag – det gælder også, når informationerne kommer fra borgeren eller en anden myndighed."
En forskel for borgerne
"Mange af de trivielle administrative arbejdsgange er også blevet automatiseret. Jeg oplever i højere grad, at systemerne hjælper mig med at skabe et godt overblik over mine opgaver og sager og giver mig netop de informationer, jeg har brug for, når jeg skal træffe en afgørelse. Det sker ofte i en samskabende proces med borgeren, hvor vi begge har adgang til sagen.
Det betyder, at jeg kan fokusere på det, jeg er uddannet til og brænder for. Jeg føler faktisk oå, at det er med til at gøre en forskel for de borgere, som jeg har kontakt med i min hverdag. Samtidig er det blevet mere trygt at bruge de digitale løsninger, fx kan jeg nu se i mit fagsystem, hvilke data jeg må dele med andre."
Optimering af vores arbejdsgange
"Når der kommer ny lovgivning, går der ikke længe, før systemet er tilrettet, og når vi selv får en god ide til forbedringer, har vi også mulighed for at få det implementeret hurtigt. Når vi oplever, at der faktisk sker noget, når vi får en god idé, så bliver vi også mere engagerede i at optimere vores arbejdsgange."
Niels, 39 år, sagsbehandler på beskæftigelsesområdet