Teknologierne på beskæftigelses- og integrationsområdet
Coronatiden har slået fast, at virtuelle møder og samtaler via videoløsninger er til gavn for både kommunerne, ledige og virksomheder. De virtuelle møder fungerer både internt i jobcentrene, i jobklubber, hvor de ledige mødes virtuelt og i dialog med den enkelte ledige. Indsatsen kan herigennem tilrettelægges mere fleksibelt, og på den måde imødekomme borgernes behov.
Der er stort potentiale i at udvikle virtuelle løsninger, hvor en del af beskæftigelsesindsatsen for enkelte målgrupper flytter over i et virtuelt jobunivers.
Indenfor jobformidling og dialogen med virksomheder er der allerede flere kommuner, der anvender apps til sikker dialog med borgerne, booking af samtaler, virksomhedskontakt eller til at gøre ledige opmærksomme på jobåbninger.
Flere kommunerne anvender sociale teknologier som fx Facebook, LinkedIn og Instagram til at formidling af jobopslag på en måde, så man rammer flere borgere på relevante platforme.
Nye teknologier som virtual reality (VR) kan også bidrage til at bringe integrationsborgere tættere på arbejdsmarkedet. For eksempel har en lang række kommuner afprøvet virtual reality-film, som introducerer flygtninge og indvandrere til arbejdsmarkedet i Danmark. Flere kommuner har også haft succes med at bruge VR som en del af indsatsen for unge, der lider af angst. Øvelser med VR kan bidrag til træning af svære situationer og til at bringe borgerne tættere på arbejdsmarked eller uddannelse.
De store datamængder om lediges karakteristika, jobindsatser og effekter af indsatsen koblet med machine learning giver mulighed for at analysere mønstre i data og generere ny viden om, hvordan man tilrettelægger en effektfuld indsats for den enkelte ledige. Der er igangsat tre såkaldte signaturprojekter med kunstig intelligens, der bl.a. afprøver machine learning til udvikling af indsats og bedre match mellem virksomheder og borgere.
Process mining er form for avanceret arbejdsgangsanalyse, hvor man ved at analysere data kan få overblik over arbejdsgangene. Proces mining kan bruges til at få overblik over, hvordan sager flyder gennem fagsystemet, og hvor der er udfordringer, fx i form af fejl eller steder, hvor sager ligger i lang tid. Resultatet kan bruges til en dialog om, hvordan organisation og medarbejdere kan forbedre kvaliteten og effektivitet.
Mange kommuner har implementeret chatbots i borgerservice for øge servicen til borgerne og for at spare tid på opkald vedr. relativt simple oplysninger. Flere steder arbejdes der i øjeblikket på, at chatbots på kommunernes hjemmesider også kan besvare spørgsmål om fx regler på beskæftigelsesområdet.
For at sikre en effektiv drift af jobcentre og forvaltningen har man i en lang række kommuner automatiseret en række administrative opgaver. Flere kommunerne har robotsoftware som RPA i drift til fx håndtering af faktureringen, beregning af fleksjob eller håndtering aktindsigt.