25. februar 2022
Kommunernes Teknologiradar: Hvilke teknologier skaber størst værdi?
Spørger man kommunerne, hvilke teknologier, der har skabt størst værdi for dem, er der tre højdespringere. Det er teknologierne videoløsninger, apps og automatisering via softwarerobotter (RPA).
Det viser resultatet af det spørgeskema kommunerne har svaret på i forbindelse med Kommunernes Teknologiradar 2022.
Videoløsninger har skabt størst værdi
Ikke overraskende er det videoløsninger, som flest vurderer, har skabt den største værdi.
Det skal ses i lyset af en enorm udrulning af videoløsninger under de to sidste års corona-nedlukninger. Både til møder internt i kommunen og i mødet med borgere har videoløsninger vist sig at være gode til at bruge. Det kan være skærmbesøg i ældreplejen, virtuel ungevejledning i socialpsykiatrien eller virtuel hjælp til litteratursøgning på biblioteket
Værdien er typisk effektivitet, men også kvalitet
De 25 teknologier i Kommunernes Teknologiradar har mulighederne for at skabe værdi på mange måder.
Softwarerobbotter (RPA) kan spare tid ved at løse administrative opgaver, som før blev løst manuelt af en medarbejder. En app kan gøre det nemmere for borgeren at være i kontakt med kommunen og forbedre serviceoplevelsen. Virtual Reality kan give nye muligheder for læring. Fysiske robotter kan skåne personalet for tunge løft eller svære arbejdspositioner.
Selvom teknologierne skaber forskellig værdi, er der et mønster I hvilken type værdi, de mest værdiskabende teknologier typisk giver.
Kommunerne har nemlig vurderet, hvilken type værdi, teknologierne har skabt. Her vurderer 56% at værdien er effektivitet. 24% vurderer, at det er kvalitet og 6% vurderer, at værdien er bedre trivsel.
Fremover vil andre teknologier skabe størst værdi
Hvordan ser forventningerne til teknologierne i fremtiden så ud? Er det så de samme teknologier, som også fremover vil skabe værdi? Både ja, og nej.
Kommunerne er blevet spurgt om, hvilke teknologier de forventer fremover skaber størst værdi.
I toppen ligger apps, efterfulgt af videoløsninger og softwarerobotter (RPA). Det billede ligner, hvad der hidtil har skabt værdi. Men som noget nyt er også Machine Learning og Internet of Things (IoT) i top 5. Kommunerne har altså forventninger om, at Machine Learning og IoT i fremtiden vil skabe en værdi, de hidtil ikke har skabt.
Tabel: Top fem af værdiskabende teknologier
Respondenterne har haft mulighed for at vælge ud fra listen over alle teknologier i teknologiradaren. Her er de fem med størst svarandel.
Hvilke teknologier har skabt størst værdi? | |
Teknologi | Andel svar ud af alle teknologier |
Videoløsninger | 18,2% |
Apps | 14,2% |
Robotic Process Automation (RPA) | 11% |
Cloud | 9% |
Sociale teknologier | 6,4% |
Hvilke teknologier forventer I fremover vil skabe mest værdi? | |
Teknologi | Andel svar ud af alle teknologier |
Apps | 11,8% |
Videoløsninger | 9,8% |
Robotic Process Automation (RPA) | 9,3% |
Machine Learning | 7,6% |
Internet of Things (IoT) | 7,1% |
Arrangement Morgenmøde om Kommunes Teknologiradar 2022
Kom og få indsigt i de nyeste udviklinger i kommunernes brug af teknologi til gratis morgenmøde i KL d. 10. marts. Vi byder på kaffe og croissant og en god snak med hinanden om kommunerne brug af teknologi