08. oktober 2020
Intelligent parkeringsløsning giver besked om p-plads tilgængelighed
IoT-pilotprojekt indsamlede operationel viden og afdækkede muligheder
Udviklingen af IoT-området går stærkt og er præget af et marked med mange små og store aktører, der satser massivt på området og arbejder med konkurrerende teknologier. Der er ydermere stor forskel på, hvordan kommunerne har forholdt sig til IoT-teknologierne, og hvor langt man er. Nogle kommuner har gjort sig erfaringer på enkelte fagområder, mens teknologierne er nye for andre.
Ikke desto mindre vurderes IoT som et område, der rummer stort potentiale.
Men hvordan anvender man egentligt IoT rent praktisk og hvad skal man være opmærksom på når man igangsætter et IoT-projekt, med henblik på at imødekomme de kommunale udfordringer?
Disse spørgsmål har KOMBIT belyst gennem et pilotprojekt omhandlende p-plads-tilgængelighed. KOMBIT gennemførte en tekniske afprøvning af IoT-teknologien, der skulle vise modenheden i teknologien og muligheder omkring anvendelighed ud til andre projekter.
Resultatet af projektet har givet indblik i, stor forståelse for og kendskab til de mange forskellige aspekter der er i at gennemføre et IoT-projekt, samt hvilke teknologiske muligheder og i særdeleshed overvejelser, der er værd at viderebringe til andre lignende projekter. Brugen af hver teknologisk enhed (GPS-sensor, parkeringssensorer samt mobil app’en) er blevet vurderet og beskrevet i en afsluttende rapport.
Selve projektet
For at komme i gang og sikre fuld dækning på KOMBITs parkeringsplads gennem hele testforløbet, blev der opsat og installeret en KOMBIT LoRaWAN gateway. Gateway’en blev koblet sammen med en leverandørs netværk. 10 af p-pladserne blev udstyret med IoT-parkeringssensorer (2 forskellige typer), der registrerede, om pladsen var fri eller optaget.
Dernæst blev der udvalgt 10 testdeltagere fra KOMBIT og deres biler blev udstyret med en batteridrevet GPS IoT-enhed. Enhederne sendte GPS-informationer via det installerede LoRaWAN netværk i hele testforløbet.
Data fra GPS-enhederne og parkeringssensorerne blev sendt over netværket til en IoT-platform, som via en app på medarbejdernes mobiltelefoner, kunne vise en oversigt over tilgængelige p-pladser samt sende en besked til telefonen om ledige pladser, når den enkelte nærmede sig parkeringspladsen (ca. 2 km. radius).
Illustration af løsningskonceptet
Selve testforløbet varede 8 uger og undervejs blev henholdsvis GPS-enhed, parkeringssensorer (to typer), netværk, IoT-platform og mobil app vurderet på en række parametre i forhold til kvalitet, opsætning/konfiguration og stabilitet.
Erfaringer og gode råd fra pilotprojektet
I skemaet nedenfor er opstillet de
væsentligste erfaringer og opmærksomhedsområder fra pilotprojektet, opdelt efter tekniske, organisatoriske og juridiske områder.
Nedenstående er 9 gode råd, som er værd at overveje inden opstart af et IoT-projekt:
- Projekterne skal være forretningsdrevne
- Tag udgangspunkt i kommunens relevante strategier for at skabe værdi for borgerne samt behovet for optimering/digitalisering af faglige og administrative processer i den kommunale opgaveløsning. Vælg områder og projekter, der kan realisere en reel gevinst.
- Skitsér løsning og ”forretningslogik” tidligt i processen (vær skarp på ændringer og undtagelser).
- Vær bevidst om kompleksiteten og udnyt tidligere erfaringer
- Start med at anvende IoT på et afgrænset og veldefineret område med god datakvalitet. Udnyt andre kommuners erfaringer og vær bevidst om kompleksiteten i at udvikle og drive en IoT-løsning.
- Overvej og gennemtænk en end-to-end løsning, herunder, hvilken proces man skal igennem helt fra teknologivalg til præsentation for slutbrugeren.
- Definer det konkrete problem
- Bliv præcis på hvilket problem, der skal løses, og hvilke data der skal skaffes for at løse problemet. Opstil rammer for dataindsamlingen, herunder, hvor ofte data skal sendes fra sensor til platform, vurder hvorvidt datapakketab kan accepteres, hvor lang tid sensorerne skal virke samt under hvilke forhold, de skal fungere.
- Overvej tværkommunale løsninger
- Overvej muligheden for tværkommunale løsninger (flere kommuner har udviklet egne IoT-platforme, der potentielt kan bruges på tværs af kommuner).
- Find den nemmeste løsning
- Overvej om problemet kan løses ved analyse af eksisterende data eller midlertidige sensorer, for på den måde at undersøge et problem eller identificere mønstre.
- Overvej om opgaven løses bedst uden brug af GPS-enheder (eksempelvis ved analyse af data, mobiltelefoner, tablet eller andet).
- Vurder og definer hvilken data, der skal bruges (nedenstående er eksempler fra case vedr. kørsel)
- Data transparens er vigtig, når der vælges IoT-løsning. Sørg for at kommunen har adgang til al data fra IoT-enheder/sensorer/servere fra eksterne leverandører, dette bør sikres ved indgåelse af aftaler.
- Tænk bredt ift. andet relevant ”gratis” data (hastighed, brændstofforbrug og -stand mv. -> C02 regnskab, leasing, km., service, opladning, benyttelsesgrad, optankning, mv.).
- Undersøg hvilken teknologi der passer bedst
- Undersøg hvilken teknologi, der passer bedst til løsningen, tag gerne flere teknologier med i overvejelserne.
- Hvis man anvender GPS-enheder, bør følgende overvejes: Hvis strømforsyning til IoT-enheden er mulig så gå efter dette og vurder den batterilevetid leverandøren anviser kritisk, den er ofte beregnet under optimale forhold og (for batterilevetiden) bedste konfiguration.
- Undersøg andre potentielle løsninger – gerne fra forskellige leverandører
- Afprøv potentielle sensorer, der kan løse problemet, helst flere typer, der kan opfylde kravene og gerne forskellige teknologier. IoT-sensorer, der på papiret kan det samme, er designet/konstrueret forskelligt og varierer i forhold til kvalitet, pålidelighed og funktionalitet.
- Tjek netværk og dækningsgraden
- Test, at der er tilstrækkelig dækning til at understøtte løsningen. Dette bør gennemføres sammen med afprøvningen af sensorer, da forskellige typer af sensorer kræver forskellige grader af signalstyrke for at virke optimalt.
- Vurder hvilken bredbåndsløsning, der passer bedst, fx.:
- LoRaWAN
- NB-IoT
- LTE-M, 3/4/5G