04. februar 2021
Gode råd til sikkerheden ved distancearbejde og virtuelle møder
Da Corona-situationen lukkede det meste af Danmark og resten af verden ned sidste år, skulle mange organisationer med kort varsel omstille sig til at arbejde virtuelt. Distancearbejde har mange steder vist sig at være en gevinst, men den hurtige omstilling og det øgede distancearbejde har også vist, at der nogle steder er svagheder i forhold til sikkerheden ved den nye arbejdspraksis.
I den forbindelse har Digitaliseringsstyrelsen og Center for Cybersikkerhed (CFCS) udarbejdet to vejledninger om distancearbejde. CFCS har desuden udgivet en vejledning om sikkerhed på virtuelle mødeplatforme. Du kan læse mere om vejledningerne her:
Beskyt organisationen: Opdater sikkerhedspolitikkerne til en ny normal
Vejledningen peger på en række fokusområder i forbindelse med hjemme- eller distancearbejde, som det er særligt relevant at adressere. Målgruppen er organisationers ledelse. Vejledningen er udarbejdet af Digitaliseringsstyrelsen og CFCS.
God kultur ved distancearbejde
Vejledningen er en kort og lettilgængelig liste med gode råd til, hvordan man som medarbejder øger sikkerheden, når man gør brug af distancearbejde. Målgruppen er medarbejdere. Vejledningen er udarbejdet af Digitaliseringsstyrelsen og CFCS.
Råd om sikkerhed på virtuelle mødeplatforme
Vejledningen har fokus på de sikkerhedsmæssige udfordringer, som virksomheder og myndigheder står over for, når en stor del af mødevirksomheden skal afvikles online. Målgruppen er it-afdelinger. Vejledningen er udarbejdet af CFCS.