04. maj 2020
Corona-situationen har skabt medarbejderdrevet innovation af virtuel bostøtte i Roskilde
Digital bostøtte
Socialpsykiatrien i Roskilde Kommune har som mange andre arbejdspladser været tvunget til at omstille sig til en ny hverdag, hvor arbejdet foregår hjemmefra via telefon og computer. Anders Bruhns er social mentor & ungevejleder hos Socialpsykiatrien i Roskilde Kommune og han fortæller, at den nye situation skabte frustrationer hos ham og kollegerne, som kunne se at de unge oplevede overgangen til digital bostøtte vidt forskelligt. For nogle unge var det en tiltrængt pause fra den normale rutine, men for andre var det svært særligt at skulle tale i telefon med sin vejleder.
”De unge, jeg er tilknyttet, bor i Roskilde og jeg har mulighed for at cykle rundt og besøge dem. Når jeg møder dem i deres egen lejlighed, kan jeg se deres opvask, og jeg kan se på dem, hvordan de har det. I mit arbejde er den fysiske tilstedeværelse meget værdifuld. Da Danmark lukkede ned, blev mit vigtigste værktøj - tilstedeværelsen - med ét nedgraderet til en stemme i telefonrøret eller teksten på en skærm,” fortæller Anders.
Drevet af nødvendighed
Anders lagde særligt mærke til, hvordan bostøtten for nogle af de unge gik direkte i stå. Derfor besluttede han og en håndfuld af kollegerne at undersøge, hvordan videomøder kunne indarbejdes som en essentiel del af den daglige praksis.
Tidligere havde man i Roskilde Kommune et lignende projekt omkring brug af video i bostøtte, men dengang var det ud fra et økonomisk ønske om at spare penge. Netop derfor, tror Anders heller ikke det lykkedes sidst. Medarbejderne blev aldrig rigtig engageret i projektet. Corona-situationen har skabt en mulighed for en anden tilgang til videobrug i bostøtte, drevet af nødvendighed og ikke mindst medarbejdernes ønske om at kunne yde omsorg for de unge i en svær tid.
De tekniske værktøjer
I kommunen bruger man ligesom mange andre steder ’Skype for Business’, der har væsentlige udfordringer særligt i forhold til billedkvaliteten, som Anders og kollegerne havde konkluderet, var en vigtig præmis for at yde god virtuel bostøtte.
Anders undersøgte derfor andre mulige softwareløsning, der kunne tilbyde brugervenlighed, god billedkvalitet og vigtigst af alt en stærk kryptering for at værne om borgernes privatliv. Her blev Anders præsenteret for tjenesten “WIRE”, der på mange måder levede op til de tre ovenstående kriterier. WIRE fungerer på mange måder som andre kommunikationstjenester, såsom Messenger, FaceTime, Signal og Zoom. Med ledelsens opbakning igangsatte man derfor et lille pilotprojekt med fire medarbejdere fra forskellige afdelinger af socialpsykiatrien.
Pilotprojektet har testet WIRE med borgere, familie og venner og diskuteret udfordringerne. Man oplevede blandt andet forskellige bugs, udfald i samtalerne og problemer med at få borgerne oprettet på deres mobiler, tablet eller computere. Men gruppen blev også positivt overrasket over billed- og lydkvalitet, som gør at medarbejderen og borgeren bedre kan aflæse hinandens ansigtsudtryk og stemninger - en egenskab der har vist sig at have stor betydning for bostøtten.
”Jeg holder ugentligt videomøder med flere af de unge, som er hjemmevant i denne virtuelle verden. Hvor det førhen var en telefonsamtale om, hvordan opvasken kunne tages, kan den unge nu vise mig, hvordan opvasken ser ud og vi kan sammen lægge en slagplan. Jeg kan se på den unge, når vi taler om ømtålelige emner og jeg kan bedre indstille mine empatiske værktøjer til situationen. Vigtigst af alt fortæller de unge, at det har stor betydning for dem, at jeg igen kan komme “på besøg”. Deres frustrationer over at bostøtten gik i stå er erstattet af tilfredshed over igen at få gjort noget, der er godt for dem selv,” uddyber Anders.
Medarbejderdreven innovation
Styrken i pilotprojektet ligger i den medarbejderdrevne innovation, som har fået opbakning fra ledelsen. Det at behovet kommer fra medarbejderstaben selv har skabt ejerskab og engagement. Ligeledes bliver løsningen tilpasset af kolleger til kolleger, der igen sikre at værktøjet har den funktionalitet, som passer bedst til det faglige arbejde.
Anders ser gerne at erfaringerne i Roskilde Kommune gør, at flere ledere har mod på at lade medarbejderne komme på banen, når det gælder innovation af det strategiske arbejde. Det kan gøre en stor forskel som leder at vende blikket indad i organisationen og understøtte de idéer, der findes internt blandt medarbejderne.
Overvejelser om sikkerhed
Center for Cybersikkerhed anbefaler, at man som myndighed eller virksomhed er opmærksomme på en række forhold omkring samarbejdsplatforme, der anvendes i stor stil som følge af den nuværende corona-situation, hvor det frarådes at mødes fysisk.
Det anbefales, at der foretages en risikovurdering af kommunikations- og samarbejdsplatformene, inden de tages i brug. Dette gælder især, hvis de skal anvendes til at behandle oplysninger af beskyttelsesværdig eller sensitiv karakter.
Du kan læse mere hos Center for Cybersikkerhed her.