29. april 2020
Aarhus Kommune sætter strøm til kulturtilbud
Hvad giver kulturtilbud til borgeren?
Under COVID19 er der mange grene af kommunens arbejdsopgaver, der fungerer på anden vis, end de plejer. Det samme gør sig gældende for borgerens hverdag, hvor arrangementer, fritidstilbud og andet må aflyses.
Derfor har Aarhus Kommune, blandt mange andre, påtaget sig den opgave at etablere og facilitere et digitalt rum, hvor kulturen kan udfolde sig. Et rum, der muliggør en kreativ proces hos borgerne, og som skaber et sammenhold i en tid, hvor man ikke kan omgås hinanden på sædvanligvis. Det bidrager til oplevelser og læring for borgerne ved at invitere både børn, unge og voksne til at inddrage nye aktiviteter i deres hverdag, og samtidig give dem værktøjer til f.eks. eksamensskrivning og fysisk udfoldelse.
Aarhusguiden
Som en central del af de nye initiativer står Aarhusguiden, der samler de digitale tilbud og giver et overblik over de mange muligheder for at være fælles hver for sig.
Her kan man blandt andet se med, når AGF sætter fodbolden på skoleskemaet ved at lave videoundervisning om boldteknik og inspiration til træningsøvelser, når idrætstimen kalder. Borgerne kan også læse med i de online læseklubber og læsegrupper, lytte til podcastudsendelser om byens oversete gader, og tage på udflugt i skove og parker med app’en Natureventyr i hånden.
Det digitale bibliotek
Ligesom i Ballerup Kommune har bibliotekerne i Aarhus omstillet sig for at betjene borgerne digitalt fremfor at være fysisk til rådighed på biblioteket.
Her vejleder bibliotekarerne elever med at finde litteratur til både opgaveskrivning og læsning i fritiden, samt tilbyder lektiehjælp via f.eks. Webmatlive, der er et online forum, hvor studerende på videregående uddannelser frivilligt hjælper folkeskoleeleverne med matematiklektier. Også de mindste kan kontakte en børnebibliotekar, der står klar med boganbefalinger fra f.eks. e-Reolen, hvor man kan låne elektroniske bøger og lydbøger.
Musikhuset Aarhus
Selvom sommerens koncerter er aflyst, så er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan opleve kulturen og musikken på andre måder. Musikhuset Aarhus leverer såkaldte take-away koncerter, hvor borgere kan se og lytte til et bredt udvalg af tidligere livekoncerter og forestillinger hjemme fra sofaen.
Digitalisering giver her en mulighed for, at kulturen ikke behøver at blive sat på pause, men derimod fortsat kan skabe et pusterum fra den nu anderledes hverdag med hjemmearbejde og hjemmeundervisning.
Kultur på kreative måder
Digitalisering er derfor ikke kun et værktøj til at opretholde kommunens daglige virke og evne til at tilvejebringe tilbud til borgeren, men også en mulighed for at udvikle kommunens kompetencer til at aktivere og interagere med borgeren ved at nytænke sin praksis på kreative måder.
I Aarhus oplever man, at rigtig mange mennesker i høj grad benytter sig af de mange tilbud. Dette åbner op for, at man kan nå borgeren igennem nye veje ved at integrere digitalisering som en central del af nye løsninger og tilbud, der giver værdi for både borgeren og kommunen.