24. februar 2023
Få en skræddersyet rapport baseret på din kommunes svar fra Teknologiradaren 2023
Kommunernes Teknologiradar 2023 er netop lanceret og viser det mest komplette og aktuelle overblik over kommunernes brug af teknologi.
Radaren er baseret på et spørgeskema sendt ud til kommunale chefer på 8 forskellige fagområder, hvor der spørges indtil brugen af teknologi i kommunerne. 554 nøglemedarbejdere og ledere på tværs af alle 98 kommuner har deltaget.
I den forbindelse tilbyder vi igen i år en gratis, individuel kommunerapport, som baserer sig på undersøgelsen fra Teknologiradaren. I kommunerapporten, som skræddersyes til jeres kommune, vil I bl.a. kunne se, hvordan jeres kommune vurderer teknologi-udbredelsen og værdiskabelsen.
I kan bestille en kommunerapport ved at sende en mail til videncenter@kl.dk.
Bestil en kommunerapport
I kan bestille en kommunerapport ved at skrive til mailen Videncenter@kl.dk.
Når vi har kvitteret for jeres mail, kan der gå op til to uger før, I modtager den færdige rapport.
Udbredelse af teknologi i jeres kommune
Ved at bestille kommunerapporten, får I et aktuelt indblik i, hvor langt jeres kommune er med at udbrede 25 forskellige teknologier.
Samtidig kan I se, hvordan jeres kommunale teknologilandskab ser ud sammenlignet med den gennemsnitlige udbredelse, som indgår i Teknologiradaren 2023.
Det kan give et fint afsæt for at starte en dialog om, hvor I er på jeres digitaliseringsrejse.
Se hvilken teknologi, der skaber størst værdi i jeres kommune
Som noget nyt i år viser kommunerapporten den teknologi, der har skabt størst værdi for jer på tværs af fagområder. I kan også aflæse, hvilken teknologi I forventer vil skabe størst værdi fremadrettet på tværs af fagområder.
Kommunerapportens hensigt er at give jer et grundlag for at drøfte teknologiudbredelsen og værdiskabelsen i jeres kommune. For at understøtte dette indeholder rapporten en række spørgsmål, som I kan tage udgangspunkt i, i den videre dialog i jeres kommune.
Datagrundlaget i kommunerapporten
I perioden fra d. 5. december 2022 til d. 6. januar 2023 udsendte KL, fagspecifikke spørgeskemaer til chefer på 8 fagområder. Spørgeskemaerne drejede sig bl.a. om udbredelsen og værdiskabelsen af teknologi. I alt har 554 nøgle-medarbejdere og ledere i kommunerne svaret på spørgeskemaerne, som danner grundlaget for Teknologiradaren 2023, og som også udgør kommunernes gennemsnitlige svar i kommunerapporten.